fredag, mars 31, 2006

Intellektuell ejendomsret og overflodokonomi



Da jeg gik i skole måtte jeg ikke tegne Anders And for min lærer. Det var ikke fordi hun ikke kunne lide Disney, men hun havde en overdreven følelse for copyrightlovgivningen. Først 22 år senere forstår jeg hvor moderne hun var i sin tankegang. Patenter og copyrights får stadig større betydning. De fleste økonomer er enige om at intellektuelle rettigheder i almindelighed og patentregler i særdeleshed er vigtig for at forskning og udvikling skal lønne sig, men spørgsmålet er om det ikke er gået for vidt.

Det lykkedes for nogen år siden Raulph Lauren at tvinge den amerikanske poloforening til at skifte navn på deres tidsskrift ( der have eksisteret siden 1975), da Lauren mente at ordet Polo tilhørte ham. En anden amerikaner har fået patent på hvordan man bedst løfter en kasse. Man kan I dag få rettigheder til tal og farver. Apple har f.eks haft held til at få en konkurent til at trække sine computere tilbage fra butikkerne fordi deres farver mindede for meget om Apples. (En anden absurd historie er historien om patentkritikeren Kembrew McLeod der fik rettighederne til varemærket Freedom of expression. - Piratgruppen.)

Eksemplerne kan synes morsomme, men der er også de mere alvorlige. USA’s blokerede et forslag der skulle sikre verdens fattige lande adgang til at købe billige kopier af dyre patenterede mediciner. Hvilket betyder at millioner til ingen nytte vil fortsætte med at dø af kolera, tyfus, aids og andre sygdomme. At patentregler er blevet så vigtige hænger sammen med hvordan den nye vidensøkonomi hænger sammen. Som sædvanlig handler det om profit, men forskellen er at en større del af den nu kommer fra Kreativt arbejde, som man ikke kan måle i tid på samme måde som de monotone slid i de gamle tayloristiske fabrikker. Halvdelen af firmaernes overskud, skabes af vidensarbejdere, som udgør en femtedel af arbejdsstyrken.

Et af de mest omtalte vidensfirmaer er Microsoft, som ifølge Financial times har 85 % overskudsmarginal på deres styresystem Windows. En del forskere mener faktisk at den vigtigste årsag til at et firma går konkurs i dag ikke så meget er høje udgifter eller mangel på kapital, men derimod mangel på innovation.

Nutidens kapitalimse er som en kold vinter hvor man risikerer at dø hvis man stopper op. Nu er det ikke længere arbejdernes muskler (som i 1800-tallet) eller intelligens (som i 1900-tallet) men deres fantasi, der er det vigtigste. Det 21. århundredes arbejdere bør være udiciplinerede, ja faktisk poeter, udbrød en økonomiskribent i Le Monde for nylig.
Samtidig med at vidensindhold og kreativitet har fået en større rolle i skabelsen af profit er det også blevet vigtigere at beskytte denne viden. Ikke mindst fordi at administrationsomkostningerne ofte er små. Når et computerprogram er skabt, kan det kopieres og gemmes uendeligt uden ekstra udgifter. Selv udgiften til at producere medicin er lave når udviklingsomkostningerne er betalt. Derfor kan Brasilien sælge kopier af mediciner 90 til 99 procent billigere end de patenterede originaler.

Bytteværdien (men ikke brugsværdien) på disse varer er helt afhængige af samfundets evne til, ved hjælp af love (ophavsret, patenter, licenser mv) at begrænse udbudet. Den knaphed som i forbindelse med de fysiske produkter skabes af naturen, erstattes nu af en artificiel (kunstig) knaphed. Hvis patenter og ophavsret afskaffedes ville Microsoft på et øjeblik være et nærmest værdiløst firma.

Konventionel visdom siger at patentlovgivning er nødvendig for at forskning og udvikling skal fungere, men ikke alle er enige om dette. Den amerikanske økonom Michael Perelman, mener faktisk at patentrettigheder underminerer forskningen og koster mange unødvendige penge. Mange gange koster det f.eks mere at patentere et stort softwaresystem end at skabe det og juridiske processer om ophavsret sluger enorme beløb. Computerfirmaet Intel brugte i 1990 100 millioner dollars på at stævne konkurrenter eller selv forsvare sig i domstolen mod anklager om patentovertrædelser. Ifølge Perelman har patenterettighederne i USA vokset frem som et svar på antimonopollovgivningen i starten af sidste århundrede.

Gennem patenter kan firmaerne dele markedet op og udelukke konkurrenter. I lighed med attenhundredetallets frihandelsvenner mener Perelman også at patentrettighederne fungerer som en handelshindring.

En besværlig omstændighed for dem som forsvarer patentreglerne er, at de udviklede lande som nu kræver at de fattige indfører patentlovgiving, ikke selv bekymrede sig om intellektuelle rettigheder da de industrialiseredes. Økonomihistorikeren Ha-Joong Chang påpeger at f.eks USA frem til for ganske kort tid siden respekterede patentrettigheder ligeså lidt som Kina i dag gør det. Der findes ingen tegn på at mangel på patentregler og ophavsret har bremset noget lands økonomiske udvikling. Tvært imod. En anden kritik går ud på at det ofte er skattebetalerne der har bekostet den forskning som private firmaer bagefter kan høste frugterne af. Organisationen Læger uden grænser har f.eks. peget på at den aktive molekyle DDL (én af de mest udbredte aidsmediciner) opdagedes af et statsligt forskningsinstitut, inden den privatejede lægemiddelgigant Bristol-Meyers patenterede det.

Længst i kritikken af den nye vidensøkonomis måde at fungere på går den franske filosof André Gorz. Han mener at vi går mod et overflodssamfund som truer kapitalismen i den grundvold.
Når færre lønmodtagere takket være ny teknik kan producere stadig mere, bliver det til sidst umuligt at opretholde værdien på mange produkter. Derfor mener Gorz at vi går imod en ”gratisøkonomi” og spår at at nye kollektive produktionsformer vil erstatte nutidens firmaer. Det mest omtalte eksempel på kollektiv produktion er operativsystemet GNU/Linux hvis kildekoder til forskel fra Windows er offentlige. Linux udvikles af ubetalt arbejdskraft, som i lighed med mange kunstnere er mere intereserede i prestige og anerkendelse end i penge. Derfor kan hvem som helst lade programmet ned fra nettet.

En overflodsøkonomi påvirker menneskernes adfærd. Den prestige som individet nyder i samfundet kommer ikke mere til at bestemmes af hvad man ejer, men af hvad man giver. Det lyder godt. Måske er vi alle kunstnere i morgen. Måske kommer ingen til at forbyde os at tegne Anders And. Men hvorvidt de nye trends som Gorz og andre orakler beskriver så godt og ræsonnerer ud fra virkelig er repræsentative for hvad der sker i samfundet er ikke sikkert. På Mc Donalds står arbejderne præcis som i den gamle industri i rækker o gudfører monotone opgaver. Den nye vidensøkonomi breder sig ganske rigtigt, men det gør den gamle økonomi paradoksalt nok også.

Inga kommentarer: